At være en del af arbejdsmarkedet er en af de mest socialt integrerende faktorer.

Udsatte unge med særlige behov får som regel tilbudt støtte gennem særlige klubtilbud, døgnforanstaltninger, særlige skoletilbud, særlige aktiveringsprojekter m.v. De særlige tilbud udgør en egen verden etableret i det sociale system med et særligt professionelt pædagogisk personale tilknyttet.
Ideen bag arbejdsmarkedsintegration er at lade de udsatte unge tage del i normale sammenhænge. De unge støttes i at få en hverdag inden for normalsamfundets rammer. Den sociale indsats for de unge skal således gives inde på eller i tilslutning til normalsamfundets almindelige institutioner – f.eks. på en arbejdsplads eller i det almindelige uddannelsessystemet.

At have et arbejde signalerer normalitet og er ikke en ’som om’ aktivitet. Den er reel og de unge er med til at gøre en forskel, fordi de med deres arbejdskraft bidrager til samfundet og ikke mindst bliver de anerkendt gennem deres løn. Arbejdet skaber indhold i de unges liv, hvilket signalerer status, er med til at danne de unges identitet og selvforståelse og ikke mindst giver det de unge noget at fortælle om, når de omgås andre mennesker. Arbejdet kan være en væsentlig faktor i forhold til at skabe en struktureret hverdag, hvor man har noget at stå op til om morgenen. Derudover har arbejdet fokus på de unges ressourcer og kan være med til at skabe afklaring omkring deres drømme og forestillinger om fremtiden. Arbejdet kan dermed blive en væsentlig vej til at skabe motivation for at komme videre i livet – få færdiggjort skolegang, få en uddannelse, etablere netværk, deltage i fritidsaktiviteter osv.

Men alt dette her kræver, at de unge får den rette støtte. Det er nemlig en stor udfordring for de unge at passe et arbejde, da de kan f.eks. have svært ved at begå sig socialt, overholde mødetider, forpligte sig  og levere et stabilt fremmøde. Det ses i ungdomsuddannelsesstatikkerne, hvor der er stort frafald, og hvor de udsatte unge er dårligt repræsenteret. Samtidig viser forskning, at tidligere anbragte i højere grad end unge generelt mangler uddannelse og beskæftogelse og generelt har en dårligere trivsel end unge, der ikke har været anbragt. 

Det er væsentligt at pointere, at en arbejdsplacering ikke i sig selv er en pædagogisk indsats. Det er netop kombinationen mellem arbejde og en støtteforanstaltning, der skal få den unge ind i en positiv social udvikling.
Læs mere om erfaringer og brugbare metoder i indsatsen i forhold til at skabe arbejdsmarkedsintegration for udsatte unge her

SPUK arbejder med arbejdsmarkedsintegration hele vejen rundt:
Beskæftigelse og uddannelse er helt centrale elementer i udviklingen og kvalificeringen af de indsatser, som SPUK på forskellig vis arbejder med. Når der arbejdes med 16- 17- og 18-årige er det et perspektiv, der hele tiden skal tænkes ind.

Arbejdsmarkedsintegration er f.eks. i fokus i SPUK’s:
-    udvikling af efterværnsindsatser
-    kvalificering af faste kontaktpersoners indsats

Læs mere om arbejdsmarkedsintegration:

• Andersen, Else Marie og Malmborg, Esther (2001): Troværdige voksne bygger bro til unge – et inspirationshæfte til arbejde med de mest udsatte unge. UFC Børn og Unge
• Christoffersen, Mogens Nygaard (1993): Anbragte børns livsvilkår. SFI 93:11
• Jensen, Peter og Malmborg, Esther (2003): Metoder i indsatsen – Udsatte unge – et arbejdsmarkedsperspektiv. CABI [link til en scannet version]
• Leth-Nielsen, Lone (2005): Virkeligheden virker. Vejle Kommune
• Morel, Jean-Pierre et.al. (2003): Historier fra den kommunale virkelighed – Udsatte unge – et arbejdsmarkedsperspektiv. CABI
• Sørensen, Tove (2003): Når de udsatte bliver ansatte - en evaluering af Spydspidsens indslusning af særligt udsatte unge på arbejdsmarkedet. Center for Forskning i Socialt Arbejde (2003-2)