'Selv, men ikke alene'
Unge med særlige behov, der af mange forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres egne forældre (uden støtte), kan i henhold til Servicelovens bestemmelser tilbydes f.eks. at bo for sig selv med bostøtte. Det kan være i forlængelse af eller som alternativ til en døgnanbringelse.
Støtten er nødvendig, når de unge må flytte for sig selv i en ung alder (16-17 år). De har brug for en støttende og stabil voksenkontakt, fordi de gennem deres opvækst ikke har fået en tilstrækkelig følelsesmæssig, intellektuel og social støtte. Med bostøtte får de unge mulighed for at bo for sig selv uden at være ladt alene.
De unge har som regel brug for basal støtte til at håndtere hverdagen på egen hånd. Det kan handle om at løse de praktiske opgaver, der hører med til at ’holde hus’. En ung fortæller i inspirations- og idékataloget 'Selv - men ikke alene', at:
”Alle unge vil helst bo alene. Selvfølgelig vil de det, men det er, fordi de ikke forstår, hvad det er. Det er da herreirriterende, at man selv skal sørge for mad, vaske sit tøj og sådan noget.”
Det kan også være en udfordring at opretholde en døgnrytme, som stemmer overens med det øvrige samfund, såsom at komme op om morgenen, få mad til alle måltider, komme ordentlig tid i seng osv. Andre mere sociale og mellemmenneskelige kompetencer, såsom at være i stand til at opretholde og skabe netværk/relationer kan være vanskeligt, når man bor alene. En anden ung fortæller:
”Det at bo alene betød, at jeg blev lidt isoleret. Når man bor alene, så skal man ud at finde venner. Det kan godt være lidt svært.”
Boformer, hvor unge bor for sig selv men ikke alene, findes i et utal af varianter i forhold til organisering, struktur, arbejdsmetoder og målgruppe. Her nævnes nogle eksempler på boformer:
Kollektivet, som er et decideret bofællesskab, hvor nogle få unge deler en lejlighed med dens køkken- og badefaciliteter.
Den kollektive boform, som er bofællesskabet, hvor de unge bor i eget værelse/lejlighed med en grad af fælles faciliteter tilknyttet og med et praktisk fællesskab i varierende grad.
Den selvstændige boform, hvor de unge bor i egen lejlighed eller værelse. Der er intet praktisk fællesskab men måske tilbud om at mødes med andre unge i lignende situation (fællesrum).
De unge kan også bo hjemme, på kost-/efterskole, på institution, i plejefamilie og opholdssted med en støtteordning fra en fast kontaktperson. Det varierer således om medarbejderne har kontor/base på selve den unges bosted – eller evt. i umiddelbar nærhed.
Den støtte, de unge får tilbudt, er som regel både individuel og gruppeorienteret. Det er da også SPUK’s erfaring, at kombinationen giver de unge de bedste muligheder for på længere sigt at stå på helt egne ben. En udviklende individuel støtte er kendetegnet ved omsorg, rådgivning og vejledning, problemløsning og konfliktbearbejdning. Den gruppeorienterede indsats mere har fokus på fælles oplevelser, social træning og udvikling af sociale kompetencer samt skabelse af netværk og indhold i hverdagen.
Det er muligt gennem en målrettet og solid faglig pædagogisk bostøtte at skabe fremadrettet udvikling for de unge. Det er muligt at komme rigtig tæt på de unge. En ung fortæller:
”Man er ikke imod de voksne i bofællesskabet, som man var det på børnehjemmet. Jeg kan sagtens sidde et par timer og hygge og snakke sammen med X”
Som den unge her giver udtryk for, kan der skabes en ukonstruktiv modkultur blandt de unge mod de vokse på døgntilbudet. Derudover vanskeliggør et skiftende vagtskema en tæt kontinuerlig kontakt mellem de unge og de voksne. Den voksne, som skal være tættest på den unge, er ikke nødvendigvis på arbejde, når den unge har brug for samtale og støtte. Gennem bostøtten kan den unge ringe døgnet rundt, når det brænder på, og der kan være kontakt, når den unge har brug for det. De tidsflader, hvor den unge og den voksne faktisk er sammen, kan være lagt større og dermed bevirke, at den unge føler sig set og hørt.
Læs mere om bostøtte i inspirations- og idékataloget 'Selv - men ikke alene' [link til en udgave, der skal scannes ind], hvor ovenstående citater og flere pointer også er hentet.
Links:
Turbo – Ungecenter Eghøj
Den Matrikelløse Døgninstitution
Skiftesporet
Turbo – de unges hus – Karlslunde
Litteratur:
Malmborg, Esther & og Peter Jensen: 'Selv - men ikke alene'. Socialministeriet og Boligministeriet (1997).