SPUK gennemførte fra marts til september 2006 et opfølgningsforløb på 'Københavneruddannelsen'. Det oprindelige uddannelsesforløb blev gennemført fra 2003 – 2005 for medarbejdere på den dengang nystartede afdeling Akademiet, den nye sikrede afdeling Sønderbro Syd, og enkelte medarbejdere fra Søndrebros øvrige afdelinger. Opfølgningsforløbet var for alle medarbejdere på Akademiet på Sønderbro i Københavns Kommune.
Formålet med opfølgningsforløbet var at:
- introducere nye medarbejdere til Akademiets historie og særlige pædagogiske grundlag, herunder intentionerne fra Københavns Kommune og inspirationen fra Solhaven/Himmerlands Rådgivningscenter.
- genskabe og fastholde en fælles forståelse og en gensidig fortrolighed i det pædagogiske arbejde, herunder i samarbejde med lokalcentrenes børne- og familieteams.
- udvikle en fælles evne til refleksion og forståelse af den pædagogiske praksis gennem arbejde med konkrete og aktuelle pædagogiske situationer og problemstillinger.
Indhold:
- Fælles introforløb for alle medarbejdere på Akademiet.
Mål: Intro til historien og den særlige pædagogik på Akademiet. Fælles teambuilding.
- Praktik på Solhaven/Himmerlands Rådgivningscenter, hvor alle nye medarbejdere kom i fem dages praktik som medarbejder på Solhaven/Himmerlands Rådgivningscenter.
- Coaching på de tre afdelinger: A-hus, B-hus og Fakultetet samt to seminardage hvert sted.
Mål: Få gennemarbejdet konkrete pædagogiske problemstillinger og behandlingsmål for nogle udvalgte unge. Fælles teambuilding.
- Fælles opsamling for alle medarbejdere på Akademiet.
Mål: Udarbejde status over Akademiets arbejde samt fælles beskrivelse af det pædagogiske grundlag og strategiske mål. Fælles teambuilding.
Netværk og samarbejde med lokalcentrene:
- Netværkstræning. Der blev lavet et lille træningsforløb for socialrådgiveren på Akademiet og medarbejder/afdelingsleder. Her blev arbejdet med netværksmøder omkring den enkelte unge udviklet.
- Koordinationsdag, hvor sagskoordinatorer på de nye Socialcentre, en socialcenter-/teamchef, afdelingsleder og socialrådgiver fra Akademiet, socialrådgivere for de sikrede afdelinger på Sønderbro, udviklings- og behandlingsenheden på Sønderbro, forstanderen for Sønderbro og ungdomssanktionskoordinatoren i MR Børn i Socialforvaltningen deltog.
Temaer på dagen var bl.a.: Information fra Akademiet omkring intentionerne med netværksmøder og det pædagogiske arbejde, intentionerne fra ekspertudvalget omkring ungdomssanktionen bl.a. omkring øget sammenhæng mellem faserne samt gensidig udveksling af synsvinkler på samarbejdet.
Læs mere om:
Udsatte og udadreagerende unge
Netværksmøde
Ungdomssanktionen
Sikrede afdelinger
Kompetenceudvikling