SPUK har søgt og fået bevilget fondsmidler fra Sygekassernes Helsefond til et metodeudviklingsprojekt, som skal kvalitets- og metodeudvikle og målrette døgntilbuddenes sociale og pædagogiske indsatser til piger med udadreagerende, truende og voldelig adfærd. Det skal ske på et vidensbaseret grundlag, hvor forskningsmæssig viden om det mest virksomme i forhold til døgnbehandling af unge med alvorlige adfærdsproblemer sammen med anden (ny) viden danner udgangspunkt for udvikling af personalekompetencer samt praksisnær udvikling af såvel pædagogiske metoder som organisering af indsatsen.
Projektets primære målgruppe er otte døgntilbud, som i et samarbejde med SPUK ønsker at arbejde målrettet med pigerne. Den sekundære målgruppe er piger i alderen 12-18 år med alvorlige adfærdsproblemer, herunder en voldsproblematik, som har brug for et døgntilbud med kvalitet.
Projektet er planlagt til at skulle løbe over en 3-årig periode med en startfase, en projektudviklingsfase, en afprøvningsfase, en implementeringsfase og endelig en formidlingsfase.
De otte deltagende døgntilbud var oprindeligt Bostedet Kastaniehuset (Hellerup), døgninstitutionen Sølager (Hundested - region Hovedstaden), døgninstitutionen Seden Enggaard (Odense), døgninstitutionen Fårupgård (Vejle), det socialpædagogiske opholdssted Sillerup Station (Haderslev), opholdsstedet Frørupskolen (Christiansfeld), opholdsstedet Vædderbo (Mors) samt opholdsstedet Kernen (Brovst).
Der har imidlertid været udskiftninger undervejs således, at Bostedet Kastaniehuset udgik i 2009, Opholdsstedet Kernen udgik i 2010, Sillerups Interne Skole(Haderslev) kom med i projektet, men udgik igen i 2011. Derudover er Det Gamle Apotek (Snertinge) kommet med i og er fortsat en del af metodeudviklingsprojektet.
Projektet blev understøttet af en faglig følgegruppe med repræsentanter fra Helsefonden, Servicestyrelsen, KL, LOS, FAD samt TABUKA.
Projektet er nu afsluttet og du kan læse om erfaringerne fra projektet i bogen Døgnanbringelse - Vilde piger, virksomme veje. Du kan læse mere om bogen og bestille den her.