SPUK fortsætter HRC uddannelsen og gennemfører fra januar 2009 undervisning for Himmerlands Rådgivningscenter (HRC) for 24 medarbejdere på hold 'HRC 4' og fra september 2009 for 24 medarbejdere på hold 'HRC 5'. Hvert hold gennemfører SPUK-moduler på i alt 10 undervisningsdage samt fire dage til udviklingsopgaver. Yderligere gennemfører holdene efterfølgende tre AMU kurser med temaerne:
- Arbejdet i pædagogiske døgntilbud og opholdssteder.
- Planlægning af pædagogiske aktiviteter.
- Dokumentation – Mål og handleplaner.
SPUK afholder disse tre AMU kurser på i alt 10 undervisningsdage, seks dages udviklingsopgaver (studiedag i praksis) samt fire dages praktik (feltstudier). AMU-samarbejdet betyder, at kurserne er godkendt af AMU. Kursusdeltagerne vil få et AMU kursusbevis og institutionerne får VEU-godtgørelse for medarbejdernes undervisningsdage. VEU-godtgørelse står for 'voksen- og efteruddannelsesgodtgørelse' og er beregnet til vikardækning.
Formål og mål
HRC-uddannelsen er specielt målrettet medarbejdergrupperne på Himmerlands Rådgivningscenter med fokus på udvikling og vedligeholdelse af både den enkelte medarbejders og den enkelte afdelings kompetencer. Uddannelsen har fokus på praksis, som den udspiller sig hver dag på afdelingerne. Det overordnede formål er at udvikle den enkelte medarbejders og medarbejdergruppens samlede kompetencer til at kunne arbejde pædagogisk med målgruppens (udviklings-)behov.
For at opfylde dette formål skal HRC-uddannelsen støtte medarbejderne i at:
- Udvikle et fælles begrebsapparat og et fælles sprog.
- Skabe forbindelse mellem værdier og praksis.
- Kende den fælles historie og det værdimæssige udgangspunkt.
- Få forståelse for det særlige ansvar, der knytter sig til professionelt pædagogisk arbejde.
- Udvikle den enkelte medarbejders lyst og evne til at tage ansvar for det pædagogiske arbejde og den konstante refleksion og udvikling af dette.
- Udvikle en socialfaglig bevidsthed, herunder kendskab til den viden og de metoder, som ligger til grund for arbejdet samt de særlige forhold, der gælder på specialpædagogiske arbejdspladser som HRC og Solhaven.
- Producere nye fortællinger til HRC’s historie.
- Få en fælles forståelse for opdragelses- og socialiseringsbegrebet, herunder elementer som: Adfærd, omsorg, magt, relation, struktur, rammer og rytme.
- Få dokumentation på det gennemførte uddannelsesforløb.
Læringstænkningen bag HRC-uddannelsen tager udgangspunkt i aktionslæring, som er den læring, der optræder, når medarbejdere engageres i at løse konkrete og relevante problemer i deres praktiske hverdag. Erfaringsmæssigt forankres en sådan læring dybere i personen og bliver andet og mere end formelle kvalifikationer.
Læs mere om SPUKs læringstænkning og kompetenceudvikling her [link til tema på forsiden ’kompetenceudvikling’].
Uddannelsen afholdes dels som SPUKs specialiserede professionstræning dels som AMU-kurser, hvilket betyder, at en del af kurset er godkendt af AMU. Se den detaljerede uddannelsesbeskrivelse her
Læs mere om:
Udsatte og udadreagerende unge
Døgnanbragte unge og rusmidler