Baggrund
SPUK og PIHL INKLUSIVE gennemførte i 2007-2008 metodeudviklingsprojektet ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler’. Der blev i projektforløbet arbejdet med ni døgninstitutioner/socialpædagogiske opholdssteder fra hele landet om udvikling af metoder til at arbejde pædagogisk med de døgnanbragte unges rusmiddelforbrug.
Der blev i løbet af projektforløbet afprøvet og udviklet en række metoder, der var virkningsfulde i forhold til den lokale kontekst, som de skulle anvendes i. Nogle af metoderne havde derudover også et bredere potentiale, idet de med relativt få justeringer vil kunne anvendes i andre dag- og døgnforanstaltninger. Metoderne blev formidlet i bogen ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler – en håndbog for døgnmedarbejdere’ og i lydbogen ’Erfaringer fra projekt Døgnanbragte Unge og Rusmidler’. Håndbog og lydbog kan frit downloades på SPUK’s og PIHL INKLUSIVE’s hjemmesider.
Døgnanbragte Unge og Rusmidler Version 2.0
Døgnanbragte Unge og Rusmidler version 2 er et projekt på baggrund af erfaringerne fra Døgnanbragte Unge og Rusmidler i 2007-2008. Døgnanbragte Unge og Rusmidler version 2 skal sætte fokus på læring, kompetenceudvikling og en konkret metodeudvikling af praksis på en række anbringelsessteder i hele landet. Samtidig skal der foregå en løbende formidling af erfaringer med rushmidler i døgnregi i relevante faglige fora og hermed forhåbentlig sprede erfaringerne som ringe i vandet.
Formålet er, at døgnmedarbejderne fra de deltagende anbringelsessteder skal tilegne sig viden og arbejde med nogle af de metoder, der er blevet udviklet i projekt ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler’ og/eller udvikle nye metoder, der passer til deres lokale kontekst. Der vil blive afholdt i alt 4 dages arbejdsseminarer over en fire måneders periode. På og mellem arbejdsseminarerne vil deltagerne få mulighed for at tilegne sig nye kompetencer i en vekselvirkning mellem faglige oplæg fra eksterne oplægsholdere (psykiater Henrik Rindom samt deltagere fra det første projekt ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler’), undersøgelse af egne praksisser og holdninger samt afprøvning af konkrete metoder på eget anbringelsessted.
Målgruppen er døgnmedarbejdere og ledere, der gennem deres praksis har erfaret, at der er brug for lokal metodeudvikling, hvis de skal kunne håndtere de udfordringer, rusmiddelproblematikkerne stiller i hverdagen.
Der deltager 13 anbringelsessteder med 2-3 medarbejdere, hvoraf mindst én har ledelsesansvar, i alt 36 deltagere.
Form og indhold
Projektet er bygget op om tre dele, hvoraf de to vil være obligatoriske for de deltagende anbringelsessteder, mens den tredje del er et frivilligt tilbud.
Del 1: Afholdelse af to kursusforløb for døgnmedarbejdere fra 18-20 anbringelses¬steder, baseret på erfaringerne fra projekt ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler’
Der vil blive afholdt to ens kursusforløb, ét øst for Storebælt og ét vest for Storebælt, på fire kursus dage og dertilhørende afprøvning af konkrete metoder. Det overordnede tema for kursusforløbene er: ’Døgnanbragte Unge og Rusmidler er en udfordrende cocktail – som skal og kan håndteres!’
Del 2: Formidling af erfaringer til andre døgnmedarbejdere
Deltagerne fra hvert anbringelsessted bliver forpligtet til at skrive/bidrage til at skrive om deres konkrete erfaringer med at håndtere rusmidler blandt de døgnanbragte unge i praksis. Dvs. at der i alt vil blive skrevet 18-20 mindre artikler.
Målet er, at hver enkelt artikel skal bidrage til fortsat at sikre det meget vigtige fokus på unge og rusmidler på anbringelsesområdet. Til sammen skal de 18-20 artikler vise både forskelligheden og vigtigheden i, at anbringelsessteder kan håndtere rusmidler – og samtidig inspirere andre til at gå i gang med arbejdet.
Del 3: Yderligere opkvalificering og metodeudvikling på de enkelte anbringelsessteder
Del 3 er et tilbud om yderligere opkvalificering og metodeudvikling, skræddersyet efter de enkelte anbringelsessteders behov. Af eksempler på tilbud om opkvalificering og metodeudvikling kan nævnes følgende:
- Afholdelse af en eller flere temadage om rusmidler på det enkelte anbringelsessted, med fokus på facts om rusmidler, aflivning af myter, afdækning af holdninger og dialog om rusmiddelpolitik
- Hjælp til udarbejdelse af ny rusmiddelpolitik for anbringelsesstedet
- Konsultation og sparring ift. konkret metodeudvikling på det enkelte anbringelsessted, herunder hjælp til opstilling af projektbeskrivelse samt, mål, delmål og succeskriterier, støtte til projektstyring og -evaluering
- Afholdelse af fælles temadag med andre anbringelsessteder i nærområdet, med eksterne oplægsholdere, fx psykiater Henrik Rindom. Herunder hjælp til praktisk planlægning og tovholderfunktion på temadagen
SPUK og PIHL INKLUSIVE overvejer at afholde flere kompetenceudviklingsforløb i fremtiden, hvis der er nok interesserede institutioner.